Derfor bliver høj løn ikke automatisk til formue

At tjene mange penge og at eje noget er to forskellige ting. En høj løn giver mulighed for at opbygge formue, men kun den del af indkomsten, der ikke bliver brugt, kan begynde at arbejde videre. I de første år betyder opsparingsraten derfor mere, end de fleste investorer har lyst til at indrømme. Senere vender forholdet.

Løn er en strøm. Formue er beholdningen

Vi siger ofte, at nogen er velhavende, når vi i virkeligheden mener, at de tjener meget. Men indkomst og formue måler to forskellige ting.

Indkomst er en strøm. Den kommer ind hver måned og kan forsvinde igen lige så hurtigt. Formue er en beholdning: værdien af det, man ejer, minus det, man skylder.

Sammenhængen kan skrives meget enkelt:

Formuen vokser med det, du ikke bruger, plus afkastet på det, du allerede ejer.

En høj indkomst gør det lettere at spare op, men den gør det ikke automatisk. Hvis hele lønstigningen bliver omsat til et højere forbrug, vokser levestandarden, men ikke formuen. En mere almindelig indkomst kombineret med en stabil opsparing kan omvendt blive til en betydelig formue over tid.

De danske formuetal viser, hvorfor det er vigtigt at skelne. Ved udgangen af 2024 havde personer over 18 år en gennemsnitlig nettoformue på 2.178.000 kroner, mens medianen var 801.000 kroner. Gennemsnittet var altså næsten tre gange så højt som medianen, fordi personer med meget store formuer trækker det op.

Tallene skal læses rigtigt. Nettoformuen omfatter blandt andet bolig, pension, bankindestående, værdipapirer og biler fratrukket gæld. Den afhænger derfor også af alder, boligforhold, arv og pensionshistorik — ikke kun af løn og opsparing. Men forskellen mellem gennemsnit og median viser tydeligt, hvorfor gennemsnittet ikke beskriver den typiske danskers formue særlig godt.

Hvorfor lønstigningen forsvinder

Mekanismen kaldes ofte lifestyle creep. På dansk kunne man kalde det, at forbruget flytter med indkomsten.

Det sker sjældent gennem én voldsom beslutning. En lønstigning bliver i stedet fordelt på en lidt dyrere bolig, en nyere bil, flere abonnementer og en ferie, der ligger et andet sted end før. Hver udgift virker rimelig for sig, og efter kort tid føles den nye levestandard normal.

Det særlige ved forbrug er, at det hurtigt bliver permanent. Det tager få måneder at vænne sig til mere, men en nedjustering opleves let som et tab — også når man stadig har flere penge mellem hænderne end tidligere.

Derfor kan en lønstigning på ti procent ende med at øge opsparingen med nul. I Danmark vil skatten samtidig betyde, at stigningen i den disponible indkomst er mindre end stigningen i bruttolønnen. Hvis forbruget alligevel tilpasser sig den nye nettoløn, er den varige ændring blot, at tilværelsen er blevet dyrere at opretholde.

Det er ikke nødvendigvis uansvarligt. Problemet opstår først, når det sker uden et bevidst valg. En højere løn er kun en mulighed for at opbygge formue; den er ikke en garanti.

Hvad forskningen faktisk viser

Påstanden om, at opsparingsraten betyder mere end afkastet, bliver ofte gentaget uden forbehold. Forskningen peger i den retning, men konklusionen er mere præcis end som så.

I 2012 undersøgte Center for Retirement Research ved Boston College, hvor meget forskellige valg betyder for økonomien som pensionist. I deres model reducerede det den nødvendige opsparingsrate med omkring to tredjedele at begynde som 25-årig i stedet for som 45-årig. En udskydelse af pensionen fra 62 til 70 år havde omtrent samme effekt.

Studiet viste også, at en person i modellen kunne opveje forskellen mellem et realt afkast på 2 og 6 procent ved at gå på pension som 67-årig i stedet for som 62-årig. Fire procentpoints forskel i afkast over opsparingsperioden kunne altså modsvares af fem ekstra år på arbejdsmarkedet.

Det er et opsigtsvækkende resultat, men det er ikke en universel tommelfingerregel. Beregningen tog udgangspunkt i det amerikanske pensionssystem, en bestemt indkomstprofil og et mål om at erstatte 80 procent af indkomsten som pensionist. Den kan derfor ikke overføres direkte til en dansk pensionsplan.

Pointen holder alligevel: Hvornår man begynder, hvor meget man sparer op, og hvornår man stopper med at arbejde, er meget kraftige håndtag.

I en anden del af studiet svarede gevinsten ved at gå fra en typisk til en modelberegnet optimal portefølje for en typisk, risikoavers husstand til omtrent én ekstra måneds løn. Det siger ikke, at aktivfordelingen er ligegyldig. Det siger, at finjustering af porteføljen kan fylde uforholdsmæssigt meget i forhold til de større beslutninger.

Når porteføljen vokser, vender forholdet

Opsparingsraten er vigtigst i begyndelsen, men den beholder ikke samme relative betydning for altid.

Anup Basu og Michael Drew beskrev i 2009 det, de kaldte porteføljestørrelseseffekten. I deres simuleringer af pensionsopsparinger påvirkede aktivfordelingen i de senere år slutformuen mere end aktivfordelingen i de tidlige år.

Logikken er enkel. Et afkast på 8 procent af 100.000 kroner er 8.000 kroner. Det samme afkast af tre millioner kroner er 240.000 kroner. Procenten er den samme, men konsekvensen er ikke.

Tidligt er porteføljen lille, og den nye indbetaling er stor i forhold til saldoen. Sent er porteføljen stor, og selv almindelige markedsbevægelser kan overstige et helt års indbetalinger.

Det skal ikke læses som et råd om automatisk at tage mere risiko tæt på pensionen. Basu og Drew undersøgte slutformue, men et stort tab sent i forløbet kan være svært at indhente. Pointen er mere nøgtern: Jo større porteføljen bliver, desto mere betyder investeringsvalget — både positivt og negativt.

Der findes to forskellige vendepunkter

Her bliver diskussionen ofte upræcis, fordi to forskellige spørgsmål bliver blandet sammen:

1. Hvornår bliver ét års forventede afkast større end ét års indbetaling?
2. Hvornår bliver de samlede afkast større end alle de penge, man selv har indbetalt?

Det første vendepunkt kommer forholdsvis tidligt. I en forenklet model med samme indbetaling hvert år og et konstant afkast indtræffer det omtrent efter den tid, det tager afkastet at fordoble et beløb.

• Ved 5 procent tager det godt 14 år.
• Ved 7 procent tager det godt 10 år.
• Ved 9 procent tager det godt 8 år.

Indbetalingens størrelse forsvinder matematisk ud af regnestykket. Derfor nås vendepunktet på omtrent samme tidspunkt, uanset om man sparer 2.000 eller 20.000 kroner op om måneden. Forskellen er naturligvis, at slutbeløbet bliver ti gange så stort.

Det andet vendepunkt kommer senere. Et års afkast kan godt være større end årets indbetaling, selv om hovedparten af den samlede portefølje stadig består af egne penge.

Et eksempel med 2.000 kroner om måneden og et konstant årligt afkast på 7 procent viser forskellen:

Beregningen forudsætter indbetaling sidst på hver måned, et jævnt afkast på 7 procent om året og ser bort fra skat, omkostninger og inflation. Virkelige afkast kommer ujævnt, og vendepunktet kan derfor ligge både tidligere og senere.

Efter ti år er det forventede årsafkast omtrent på størrelse med årets indbetaling, men de egne indbetalinger udgør stadig omkring 70 procent af porteføljen. Først omkring år 20 overstiger de akkumulerede afkast de samlede indbetalinger i dette eksempel.

Det er den mere præcise konklusion: Opsparingen bygger fundamentet. Afkastet får gradvist større betydning og bliver med tiden den største drivkraft.

Hvad det betyder i praksis

Den første konsekvens er en bedre prioritering af opmærksomheden.

I begyndelsen er det sjældent valget mellem to næsten ens fonde, der afgør resultatet. Det er beløbet, der faktisk bliver investeret. Omkostninger, spredning, skat og depottype skal stadig være fornuftige fra start, fordi de påvirker hele forløbet. Men de kan ikke kompensere for, at der næsten ikke bliver sat penge ind.

Den anden konsekvens handler om lønstigninger. Et enkelt greb er at beslutte på forhånd, hvor stor en del af næste lønstigning der skal gå til opsparing. Hvis halvdelen automatisk bliver flyttet, får man både mere at leve for nu og en højere opsparing uden at skulle genforhandle beslutningen hver måned.

Det er den samme styrke, der ligger i en fast månedsopsparing: Den virker ikke, fordi den kan forudsige markedet, men fordi den fjerner en gentagen beslutning.

Den tredje konsekvens handler om sammenligning. En kollegas højere løn eller dyrere bil fortæller meget lidt om vedkommendes nettoformue. Forbrug er synligt. Opsparing, gæld og pension er det som regel ikke.

Den ubehagelige del

At vælge aktier er interessant. Der er virksomheder at analysere, nyheder at følge og holdninger at diskutere. Det føles som et håndværk, og det kan det også være.

At hæve opsparingsraten er mindre spændende. Det handler ikke om at vide mere end markedet, men om at lade være med at bruge alle de penge, man har mulighed for at bruge.

Derfor er det let at bruge meget tid på den sjove og usikre del og for lidt på den kedelige og kontrollerbare del. En weekend brugt på at sammenligne to næsten identiske fonde kan føles produktiv, selv om en automatisk forhøjelse af månedsopsparingen ville have langt større effekt.

Men opsparingsvanen forklarer ikke alt. Indkomst, alder, arv, boligmarked, pension, sygdom og familiesituation former også formuen. Pointen er ikke, at alle kan spare sig til det samme. Pointen er, at en høj indkomst kun bliver til formue, hvis noget af den får lov til at blive stående.

Min holdning

Jeg tror, en af de vigtigste erkendelser i personlig økonomi er, at en høj løn er en mulighed for at skabe formue — ikke formue i sig selv. De to ting hænger sammen, men langt mindre automatisk, end vi ofte taler om dem.

Jeg har mødt mennesker, der tjener langt mere end mig og ejer mindre, og jeg har mødt det modsatte. Det er ikke et moralsk udsagn. Der er ikke noget særligt prisværdigt i at bruge færre penge, og et menneskes økonomi kan ikke aflæses af én vane. Men det minder mig om, at den mest synlige variabel sjældent fortæller hele historien.

Det, jeg finder mest frigørende ved regnestykket, er, at det første vendepunkt kommer efter omtrent samme tid, uanset hvor stort beløbet er. Den, der sparer meget op, når dertil med en større portefølje, men ikke med en anden matematik. En almindelig indkomst kan derfor følge præcis den samme proces, blot i en anden skala.

Jeg synes også, at studiet fra Boston College er en nyttig modvægt til vores trang til at optimere det sidste stykke afkast, selv om jeg ikke ligefrem er det bedste eksempel på at følge pointen. Jeg investerer kun i enkeltaktier, hvilket måske er mere tidskrævende — og muligvis også mere tåbeligt — end at købe en bred fond og lade den passe sig selv. Jeg gør det, fordi jeg oprigtigt interesserer mig for virksomheder og selskabsanalyse, ikke fordi jeg tror, at aktievalget kan erstatte en ordentlig opsparing. Især i de første år vil et større beløb investeret sandsynligvis betyde mere for min formue end det ekstra afkast, jeg håber at hente ved at vælge aktierne selv.

For mig er målet med en formue heller ikke at ende med det højest mulige tal. Målet er frihed: at være mindre afhængig af en bestemt løn, en bestemt arbejdsgiver eller et bestemt antal timer på arbejde. En opsparingsrate, der gør livet fattigt undervejs, har efter min mening misforstået, hvad pengene skulle bruges til.