Fire-procentreglen: hvor meget er nok?

Fire-procentreglen bruges ofte som et hurtigt svar på, hvor stor en formue der kræves for at leve af investeringer. Reglen er nyttig som startpunkt, men farlig som facit.

Den bygger på amerikanske historiske afkast, en bestemt portefølje, en fast periode og et forbrug, der stiger med inflationen. Ændres forudsætningerne, ændres svaret markant.

Hvad siger reglen?

I sit studie fra 1994 undersøgte William Bengen, hvor stort et beløb en amerikansk pensionist historisk kunne hæve i det første år og derefter regulere med inflationen uden at tømme porteføljen i mindst 30 år.

Et førsteårsudtræk omkring 4 procent overlevede de historiske perioder i hans datagrundlag.

Har en investor 2,5 millioner kroner, svarer 4 procent til 100.000 kroner det første år. Ved 2 procent inflation bliver næste års beløb 102.000 kroner. Man hæver altså ikke nødvendigvis 4 procent af den aktuelle saldo hvert år.

Reglen siger ikke, at porteføljen forventes at give 4 procent. Den beskriver et historisk udtræksforløb med løbende salg og inflationsregulering.

Det oprindelige studie havde klare grænser

Bengens oprindelige analyse anvendte amerikanske aktier og amerikanske statsobligationer med data fra 1926. Skat, investeringsomkostninger og danske pensionsregler indgik ikke.

Resultatet var heller ikke en garanti. Det viste blot, hvad der havde overlevet de observerede amerikanske perioder.

Efterfølgende forskning har ændret aktivfordeling, lande, levetid og accepteret risiko. Derfor findes der flere seriøse tal, som ikke er direkte sammenlignelige.

Hvorfor nævnes både 4,7 og 2,31 procent?

Bengen har senere udvidet porteføljen og sit historiske materiale. Med syv aktivklasser har han beskrevet en historisk SAFEMAX på 4,7 procent. Det er fortsat et resultat af realiseret amerikansk markedshistorik.

En forskningsartikel fra 2025 af Anarkulova, Cederburg, O’Doherty og Sias bruger derimod afkast fra 38 udviklede lande og simulerer både markedshistorik og levetid for et 65-årigt par. Med en 60/40-portefølje og 5 procent accepteret risiko for at løbe tør finder studiet 2,31 procent.

Tallene er ikke to bud på samme facit. De måler forskellige problemer.

Afkastrækkefølgen er afgørende

Når der løbende hæves penge, er tidspunktet for dårlige afkast vigtigt.

Et stort fald tidligt i pensionen tvinger investoren til at sælge flere aktiver til lave priser. Den reducerede portefølje får derefter mindre gavn af en senere genopretning. Det kaldes sequence-of-returns risk eller risikoen ved afkastrækkefølgen.

To porteføljer kan have samme gennemsnitlige afkast og alligevel ende meget forskelligt, hvis den ene får de dårlige år først.

Risikoen kan mindskes ved eksempelvis fleksibelt forbrug, en kontant reserve, en passende obligationsandel eller stabile livsvarige indtægter. Ingen af løsningerne er gratis: mere sikkerhed betyder typisk lavere forventet afkast eller mindre forbrug.

Det danske regnestykke har flere lag

En dansk pensionsplan kan ikke kopiere et amerikansk udtrækstal direkte.

I 2026 er folkepensionens grundbeløb 7.544 kroner om måneden før skat. Det fulde pensionstillæg er 8.729 kroner for enlige og 4.467 kroner for gifte eller samlevende. Pensionstillægget kan blive reduceret af blandt andet private pensionsudbetalinger, kapitalindkomst og aktieindkomst.

ATP og eventuelle livrenter giver også løbende indkomst. Den private, frie portefølje skal derfor ofte finansiere forskellen mellem det ønskede forbrug og pensionerne, ikke hele forbruget resten af livet.

Men hvis du vil stoppe med at arbejde før folkepensionsalderen, skal årene frem til pensionsudbetalingerne finansieres særskilt.

En realistisk plan har derfor mindst to perioder:

1. Broperioden: fra arbejdslivet stopper, til folkepension og private pensioner begynder.
2. Pensionsperioden: hvor porteføljen supplerer folkepension, ATP og øvrige udbetalinger.

Formuebehovet er følsomt

Hvis porteføljen skal levere 100.000 kroner om året før skat og omkostninger, giver forskellige førsteårsprocenter meget forskellige startformuer:

Tabellen er ikke en anbefaling. Den viser, hvor stor betydning én antagelse har. Skat, omkostninger, levetid, arv, bolig og fleksibilitet kommer oveni.

Fleksibelt forbrug ændrer risikoen

Den klassiske regel hæver samme reale beløb uanset markedet. Virkelige husholdninger kan ofte justere noget af forbruget.

Det kan eksempelvis ske ved at:

• udskyde større valgfrie køb efter et dårligt markedsår
• undlade fuld inflationsregulering i enkelte år
• sætte et loft og et gulv for årlige udbetalinger
• skelne mellem nødvendigt og valgfrit forbrug
• arbejde lidt længere eller have en mindre indkomst i broperioden

Fleksibilitet kan gøre planen mere robust, men betyder også, at forbruget ikke er garanteret.

Sådan bygger du et mere brugbart regnestykke

1. Beregn det ønskede årlige forbrug efter skat.
2. Opdel tiden før og efter pensionsudbetalingerne begynder.
3. Træk folkepension, ATP, livrente og andre stabile nettoindtægter fra.
4. Beregn resten for hver periode.
5. Indregn skat, omkostninger og forventet levetid.
6. Test et tidligt aktiefald og flere år med høj inflation.
7. Beslut på forhånd, hvilke udgifter der kan reduceres.
8. Opdater planen årligt i stedet for at følge én procent resten af livet.

Se også din pension kan være din største formue og skat og valg af depottype.

Konklusion

Fire-procentreglen er et nyttigt historisk referencepunkt, men den er ikke en naturlov og heller ikke et dansk rådgivningstal.

Det vigtigste er ikke at finde én procent med to decimaler. Det er at kende forudsætningerne, adskille broperioden fra resten af pensionen og have en plan for dårlige markedsforløb.

Kilder

• William Bengen: Determining Withdrawal Rates Using Historical Data
• Cambridge University Press: The Safe Withdrawal Rate – Evidence from Developed Markets
• Borger.dk: Folkepension i 2026
• ATP: Årsregnskabsmeddelelse 2025

Satserne er kontrolleret for 2026. Artiklen er generel information og kan ikke erstatte individuel pensions-, investerings- eller skatterådgivning.