Danske husholdninger har tre ud af fire børsnoterede aktiekroner placeret i danske selskaber. Danmark udgør under en halv procent af det globale aktiemarked. Det er ikke i sig selv en fejl, men de færreste har truffet valget bevidst, og det er problemet.
Tallet der er svært at forsvare
Danmarks Nationalbank opgør fordelingen i danske husholdningers depoter, og tallet ved indgangen til 2026 er bemærkelsesværdigt.
Danske aktier udgør 73 procent af de børsnoterede aktier i danskernes depoter. Udenlandske aktier står for de resterende 27 procent. Det er en forskydning i forhold til 2020, hvor udlandet fyldte endnu mindre, men skævheden er fortsat massiv.
Til sammenligning fyldte Danmark omkring 0,44 procent af MSCI ACWI IMI i september 2025. Det indeks dækker cirka 99 procent af verdens investerbare aktiemarkeder.
Regnestykket er ubehageligt. En overvægt fra en halv procent til 73 procent svarer til at danske aktier vejer over hundrede gange tungere i en gennemsnitlig dansk portefølje end i markedet som helhed.
Danske Banks kunder ligger ifølge bankens egne tal på omkring 51 procent danske aktier. Et akademisk studie baseret på data fra over fire millioner personer i perioden 2005 til 2012 fandt at 86 procent af danske aktieinvesteringer gik til danske selskaber.
Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank, har formuleret den neutrale position skarpt. Danske aktier burde efter markedsvægt fylde omkring en procent.
Hvorfor det er sket, og hvorfor det ikke er dumhed
Home bias er ikke et dansk fænomen. Det er dokumenteret i stort set alle lande, og det har været studeret akademisk i årtier.
Der er reelle og rationelle grunde til det. Adgangen til information er lettere, når selskaberne rapporterer på ens eget sprog og optræder i de medier man i forvejen læser. Kendskabet til produkterne og virksomhederne er større. Der er ingen valutarisiko, og skatteindberetningen er enklere.
Men der er også en mindre flatterende mekanisme, og forskningen peger direkte på den. Udlændinge der flytter til Danmark, starter med en home bias mod Danmark der i gennemsnit ligger cirka 12 procentpoint lavere end danskeres. Efter syv til otte år i landet er forskellen forsvundet.
Det er ikke information der driver den udvikling. Det er fortrolighed. Man begynder at følge danske medier, tale med kolleger om danske selskaber og opbygge en fornemmelse af at kende erhvervslivet.
Fortrolighed føles som viden. Det er sjældent det samme.
Hvad skævheden faktisk koster
Argumentet mod home bias handler ikke primært om afkast. Det handler om koncentration, og om at det danske marked er langt mere ensidigt sammensat end de fleste tror.
Det danske aktiemarked har meget begrænset eksponering mod energi, teknologi og store dele af forbrugssektoren. Det er tungt i sundhed, industri og shipping. En portefølje med 73 procent danske aktier er derfor ikke bare geografisk koncentreret. Den er sektorkoncentreret på en måde ejeren sjældent har valgt aktivt.
Konsekvensen blev synlig i 2025. Det danske marked faldt omkring 22 procent, hvilket placerede det blandt de dårligste i verden. Kun ét marked klarede sig ringere, og det var Libanon.
En stor del af det fald skyldtes ét selskab. Når et enkelt navn kan trække et helt nationalt indeks ned i det omfang, siger det noget om hvor lidt spredning der reelt ligger i at eje "danske aktier" som gruppe.
Alligevel planlagde knap hver sjette dansker ifølge en undersøgelse fra Norstat at øge andelen af danske aktier det følgende år. Det er efter kursfaldet, ikke før.
Argumenterne der faktisk holder
Det ville være for nemt at afvise enhver hjemmevægt som irrationel. Der er tre argumenter der fortjener at blive taget alvorligt.
Det første er skat og omkostninger. Danske enkeltaktier i et almindeligt depot beskattes efter realisationsprincippet, altså først når du sælger. Mange udenlandske ETFer lagerbeskattes. Den forskel kan over lange perioder være værd flere procentpoint, og den er et legitimt argument for en vis hjemmevægt.
Det andet er informationsfordelen, men kun i en snæver forstand. Hvis du arbejder i en branche, kender en virksomhed indefra eller har en reel indsigt der ikke er alment tilgængelig, er der et argument. Det gælder for de færreste, og det gælder næsten aldrig for et helt marked.
Det tredje er valutarisiko. En dansk investor med danske forpligtelser har en reel grund til at ville have en del af formuen i kroner. Kronen er ganske vist bundet til euroen, hvilket dæmper argumentet betydeligt, men det er ikke ugyldigt.
Ingen af de tre argumenter kan bære 73 procent. De kan måske bære 10 eller 15. Forskellen mellem den bevidst valgte hjemmevægt og den tilfældigt akkumulerede er hele pointen.
Sådan ser en bevidst beslutning ud
Det interessante spørgsmål er ikke om hjemmevægten skal være nul. Det er hvad man ville svare, hvis nogen spurgte hvorfor den er præcis dér den er.
Det neutrale udgangspunkt er markedsvægt. Køber du en bred global indeksfond, får du Danmark i den vægt verden tillægger landet, altså under en procent. Enhver afvigelse derfra er en aktiv beslutning, og aktive beslutninger bør kunne begrundes.
En brugbar øvelse er at skrive den ned. Hvor stor en andel danske aktier vil du have, og hvorfor netop den andel? Er det skattehensynet, informationsfordelen, valutaen eller noget fjerde? Og hvad ville få dig til at ændre den?
Den øvelse tager tyve minutter. Den er stort set den eneste ting der skiller en bevidst hjemmevægt fra en tilfældig.
Det er også værd at bemærke hvad der er sket med den udenlandske del. Amerikanske aktier udgør i dag knap halvdelen af danskernes udenlandske beholdninger, mod omkring 37 procent i 2020. En del af den stigning er ikke køb, men kursstigninger der automatisk har øget vægten.
Med andre ord bevæger den typiske danske portefølje sig fra én ubevidst koncentration mod en anden.
Den professionelle forskel
Der er et mønster i hvem der rammes af home bias, og det er værd at hæfte sig ved.
Skævheden er markant størst hos private gør-det-selv-investorer. Professionelle porteføljeforvaltere har den stort set ikke, fordi de er benchmarket mod globale indeks og bliver målt på afvigelser fra dem.
Det er ikke fordi de professionelle er klogere. Det er fordi de opererer i et system der tvinger dem til at begrunde hver eneste afvigelse fra markedsvægten.
Den private investor har ikke det system. Ingen spørger hvorfor Novo fylder tyve procent, eller hvorfor der ikke er en eneste japansk eller indisk aktie i depotet. Fraværet af det spørgsmål er den egentlige mekanisme bag home bias.
Min holdning
Jeg synes ikke home bias er dumt, og jeg synes ikke den rigtige hjemmevægt er nul. Der er reelle skattemæssige argumenter for danske enkeltaktier i et dansk depot, og der er en legitim grund til at ville have en del af formuen i den valuta man skal bruge pengene i.
Det jeg har svært ved, er de 73 procent. Det er resultatet af at man købte det man kendte, holdt fast i det man havde arvet eller fået fra sin arbejdsplads, og aldrig satte tal på hvad den samlede eksponering egentlig blev.
Det er den samme mekanisme jeg tidligere har beskrevet omkring MSCI World, bare med modsat fortegn. Der arvede investoren for lidt spredning fra et indeksnavn.
Her arver hun for lidt spredning fra vane. Skriv tallet ned, og skriv begrundelsen ved siden af. Hvis begrundelsen ikke kan bære tallet, er det tallet der skal ændres.
Min portefølje indeholder som regel 14-15% fordi jeg aktivt har valgt en overeksponering mod biotek sektoren, hvor Danmark er godt positioneret.